Danmarks konger


Nyhed | Christian 3. - Præstekongen

image

Den 30. oktober 1536 erklærede kong Christian 3. det danske kongerige for evangelisk-luthersk. Dermed brød han med den katolske kirke og Reformationen vr formelt gennemført i Danmark. Vejen dertil havde været både dramatisk og blodig. Under Frederik 1. at det blev tilladt tilhængere af Martin Luther at prædike i Danmark. Da kongen døde i 1533 modsatte de katolske biskopper sig, at sønnen Christian blev ny konge, fordi han støttede Luther. Det udløste en blodig borgerkrig - Grevens Fejde - den sidste krig i Danmark om tronen. For i kulissen lurede den i 1523 afsatte konge, Christian 2. Med taktisk snilde lykkedes det Christian at bekæmpe både den afsatte konges tilhængere og de katolske biskopper, så han kunne sætte sig på tronen i et nu protestantisk kongerige.



Frederik 2. - Slotsherren på Kronborg

image

Frederik 2. - 1534-1559-1588 - udviste en magtdemonstration af dimensioner, da han i årene 1574-84 renoverede og udbyggede det gamle borganlæg i Helsingør. Krogen” blev til Kronborg, et af Europas mest stårslåede fæstningsanlæg. Frederik 2. demonstrerede dermed, at han var den mægtigste hersker i Norden. Den ære vandt han dog først, med udnævnelsen af Peder Oxe til rigshovmester. Efter et uheldigt krigstogt mod arvefjenden Sverige, bragte Peder Oxe statens finanser på højkant ved at tredoble Øresundstolden. Derved kunne kongen føre et passende hof, som et af de førende i Europa. Et hof, hvor ikke mindst William Shakespeares teatertrup var hyppige gæster. Frederik 2. var tæt knyttet til Englands dronning Elizabeth 1. Sammen dannede de en stærk protestantisk alliance i et Europa, hvor det var de katolske stormagter, der dominerede.



Frederik 3. - Enevælden kommer til Danmark

image

Frederik 3. - 1609-1648-1670 - måtte ved sin tronbestigelse acceptere en usædvanlig barsk håndfæstning der reelt kun gjorde ham til konge af navn. Faderen, Christian 4., havde kostet Danmark dyrt, økonomisk og militært. Det ville adelen ikke risikere en gang til med sønnen. I sine første 10 år på tronen hengav han sig til religiøse og naturvidenskabelige studier. Men i 1558 blev Danmark kastet ud i den dramatiske krig mod svenskerne, der kostede Danmark både Skåne, Halland og Blekinge. Den katastrofale Roskilde-fred var tæt på at koste Danmark sin selvstændighed. Men da svenskerne, efter at være gået over det tilfrosne Storebælt, nu truede København, vandt kongen stor støtte og sympati i befolkningen, da han erklærede, at “Jeg vil dø i min rede”. I 1660 gennemførte han et regulært statskup og indførte den fransk-inspirerede Enevælde. Med et slag blev den danske konge “Guds udvalgte” i kongeriget og enerådende i sin magtudøvelse. I med- og modspil med markante personligheder som Hannibal Sehested, Peder Schumacher Griffenfeld, Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine, blev Frederik 3. hovedpersonen i et af Danmarkshistoriens mest dramatiske og spændende kapitler.



Frederik d. 4 og Store Nordiske Krig

image

Frederik 4. - 1670-1699-1730 - var Danmarks første monark, født til at være enevældig. Da han blev konge lå det i luften, at hans største opgave var at generobre Skåne. Det var tæt på at lykkes, men i det afgørende øjeblik tabte han fokus og foretrak årelange rejser i Europa. Undervejs mødte han de kvinder, han skulle dele sit liv med. I 1695 indgik han et ulykkelig ægteskab med Louise af Mecklenburg-Güstrow. To gange lod han sig vie til venstre hånd, senest i 1712, til Anne Sophie Rewentlow, der i 1721 blev hans dronning. Frederik 4. vandt ikke Skåne tilbage, men han fik stoppet århundreders strid med Sverige. Derved vandt han stor folkelig popularitet. Han anses, trods åbenlyse fejltagelser, for at være den bedst begavede af de danske Enevoldskonger.



Christian d. 6 - Den pietistiske konge

image

Christian 6. - 1699-1730-1746 - var strengt religiøs, stærkt påvirket af pietismen. Få danske konger har været så upopulære i sin samtid som han. Nok blev han den første konge, der ikke førte Danmark i krig. Men han påtvang sine undersåtter sin egen strenge religiøsitet - Pietismen. En alvorlig økonomisk krise plagede Danmark i hans første regeringsår. Derfor indførte han i 1733 Stavnsbåndet for at fastholde arbejdskraften på landet.. I 1735 indførte han kirketvang og konfirmation. Trods krise gennemførte han flere ødsle byggerier, herunder det første Christiansborg. Men han indførte også skolepligt for alle og tog de første skridt til et socialvæsen, der skulle tage sig af samfundets svageste. Upopulær, men på sin egen facon en fremsynet konge.



Christian d. 7 - Den ulykkelige konge

image

Christian 7. - 1749-1766-1808 - er en af de mest tragiske skæbner i Danmarks historie. Som ung udviklede han den sindssygdom, der formørkede hans sind og gjorde ham aldeles uskikket til sin kongegerning. Ved hoffede herskede intriger, jalousi og magtbegær, der udviklede sig uhæmmet under den syge konge. I 1768 blev den holstenske læge, Struensee, ansat som læge for kongen. Det blev indledningen til et af de mest dramatiske og utrolige kapitler i Danmarks historie. I 1770-7171 regerede Struensee enevældigt og gennemførte stribevis af reformer, der gjorde op med det enevældige system. Samtidig havde han helt åbentlyst et forhold til dronning Caroline Mathilde. I 1772 blev Struensee afsat og henrettet, dronningen blev sendt i eksil og andre greb magten og styrede Danmark i den syge konges navn.



Frederik d. 6 - Prinsregenten

image

Frederik 6. - 1768-1808-1839. I 1784 greb den kun 16-årige Frederik magten ved et statskup. Frem til 1808 regerede han Danmark som prinsregent på sin syge fader, Christian 7.’s vegne. I 1788 afskaffede han det forhadte Stavnsbånd og sikrede sig definitivt befolkningens respekt og kærlighed. Den fik han brug for, da en fejlslagen udenrigspolitik i 1807 førte til englændernes bombardement af København og dermed sendte Danmark i armene på Napoleon Bonaparte. Det førte til statsbankerot i 1813 og tabet af Norge i 1814. Trods alle disse ulykker nød Frederik en helt usædvanlig popularitet, der i en tid, hvor revolution og krig hærgede Europa, definitivt var med til at sikre kongedømmet i Danmark.



Konger og Fruentimmere

image

Det var en skandale, der rystede både kongehus og borgerskab, da Frederik 7. i 1850 giftede sig med den tidligere balletdansker og modehandlerske, Louise Rasmussen. Som kongens hustru til venstre hånd fik hun titlen lensgrevinde Danner til Samsø. I daglig tale, grevinde Danner. I sin samtid stod hun mål for en næsten ubærlig hån, spot og foragt. Datidens borgerskab havde slet ikke blik for, at grevinde Danner måske var det bedste, der var sket for den uskikkede, men folkelige Frederik 7. For hun forstod bedre end de fleste, hvad det skulle til for at bringe Danmark ud af enevælden og ind i det nye, demokratiske system. Samtidig havde hun et blik for samfundets svageste, der skulle danne forbillede helt frem til vore dage. Grevinde Danner var ikke den eneste ”skandaløse” kvinde ved det danske hof i 1800-tallet. Også Frederik 7.s far, Christian 8., bragte en furie til hoffet, Frederikke Charlotte af Mecklenburg-Schwerin, der først betog den senere konge med sig flagrende væsen, og siden bedrog ham med sin sanglærer. Mellem Frederikke Charlotte og grevinde Danner stod yderligere tre kongelige hustruer, som nok fortjener at blive husket.



Christian 9.- Europas svigerfar

image

I 1863 besteg Christian 9. og dronning Louise den danske trone som det første kongepar af huset Glücksburg. I en usikker tid, hvor mange europæiske troner vaklede, formåede det danske kongepar med enestående dynastisk sans at få deres børn gift ind nogle af Europas førende fyrstehuse. I dag, 150 år senere, er Christian 9. stamfader til seks af Europas sidste otte monarkier. Han er med rette blevet kaldt “Europas Svigerfar”. At han overhovedet kom i betragtning som dansk konge i 1863 hører til en af historiens mest utrolige tilfældigheder. Den sønneløse Frederik 6. havde et godt øje til sin hustrus yngre søster og hendes store børneflok. Især den tredjeældste søn, Christian, gjorde et godt indtryk på den gamle konge. Faktisk så godt, at han i 1852 officielt blev udpeget til dansk tronfølger. Et valg, der skulle vise sig, at få afgørende betydning for monarkiets overlevelse helt op til vores tid.