Den levende historie.
Det levende ord, historiefortællingen, er en grundlæggende del af den danske, demokratiske tradition. Grundtvig dyrkede det fortalte ord,
den levende fortælling og udviklede en rodfæstet tradition i Danmark.
Foredraget blev i demokratiets første årtier et vigtigt redskab til udbredelse af folkeoplysning og bidrog både til at demokratiet slog rod i Danmark og ikke mindst, skabe en samhørighed mennesker imellem.
Tiderne har ændret sig, siden Grundtvig skabte den danske tradition for folkeoplysning. Men fortsat lever interessen for den gode historie. Stadigvæk mødes mennesker for at høre den levende fortælling i fællesskab. TV, computere og massekommunikation dominerer vores tid. Men det har ikke formået at fortrænge den levende fortælling. For den bidrager med noget vigtigt, som elektroniske medier ikke kan hamle op med. Fællesskabet og den fælles oplevelse.
Med mine foredrag tager jeg afsæt i vores egen historie. Danmarks historie, Europas historie. Det fælles fundament, der har båret os frem til det samfund vi i dag lever i, det fællesskab vi er en del af.
Historien er ikke kun årstal og kongerækker. Historien er beretningen om levende mennesker, hvordan de satte præg på deres samtid og bidrog til fremtiden.
Som journalist tager jeg udgangspunkt i den gode historie, det dramatiske højdepunkt og bestræber mig på at skabe en levende og spændende historie, med sans for detaljen og fakta. Men aldrig på kompromis med respekten for de mennesker, der skabte historien.
Livet er også til dig, Martin
Historien foregår i 1970’erne, men Martins oplevelser, problemer og følelser er tidløse.
Det er smertefuldt at blive ekskluderet fra flokken og det påvirker ethvert barn det rammer.
For et barn, der bliver mobbet risikerer at være påvirket for livstid.
Mobningen vil, hvis ikke den bliver stoppet, forandre barnets personlighed. Den mobbede skal bære en dæmon i hjertet resten af sit liv.
En dæmon, der vil påvirke relationer til andre mennesker. En dæmon som vil påvirke adfærdsmønstre, valg og ikke mindst fravalg.
Den mobbede skal til evig tid leve med det ubesvarede spørgmål - “Hvilket menneske ville jeg have været, hvis ikke jeg var blevet mobbet?”
Konger og Fruentimmere
Det var en skandale, der rystede både kongehus og borgerskab, da Frederik 7. i 1850 giftede sig med den tidligere balletdansker og modehandlerske, Louise Rasmussen. Som kongens hustru til venstre hånd fik hun titlen lensgrevinde Danner til Samsø. I daglig tale, grevinde Danner. I sin samtid stod hun mål for en næsten ubærlig hån, spot og foragt. Datidens borgerskab havde slet ikke blik for, at grevinde Danner måske var det bedste, der var sket for den uskikkede, men folkelige Frederik 7. For hun forstod bedre end de fleste, hvad det skulle til for at bringe Danmark ud af enevælden og ind i det nye, demokratiske system. Samtidig havde hun et blik for samfundets svageste, der skulle danne forbillede helt frem til vore dage. Grevinde Danner var ikke den eneste ”skandaløse” kvinde ved det danske hof i 1800-tallet. Også Frederik 7.s far, Christian 8., bragte en furie til hoffet, Frederikke Charlotte af Mecklenburg-Schwerin, der først betog den senere konge med sig flagrende væsen, og siden bedrog ham med sin sanglærer. Mellem Frederikke Charlotte og grevinde Danner stod yderligere tre kongelige hustruer, som nok fortjener at blive husket.
Frederik d. 6 - Prinsregenten
Frederik 6. - 1768-1808-1839. I 1784 greb den kun 16-årige Frederik magten ved et statskup. Frem til 1808 regerede han Danmark som prinsregent på sin syge fader, Christian 7.’s vegne. I 1788 afskaffede han det forhadte Stavnsbånd og sikrede sig definitivt befolkningens respekt og kærlighed. Den fik han brug for, da en fejlslagen udenrigspolitik i 1807 førte til englændernes bombardement af København og dermed sendte Danmark i armene på Napoleon Bonaparte. Det førte til statsbankerot i 1813 og tabet af Norge i 1814. Trods alle disse ulykker nød Frederik en helt usædvanlig popularitet, der i en tid, hvor revolution og krig hærgede Europa, definitivt var med til at sikre kongedømmet i Danmark.