Den levende historie.
Det levende ord, historiefortællingen, er en grundlæggende del af den danske, demokratiske tradition. Grundtvig dyrkede det fortalte ord,
den levende fortælling og udviklede en rodfæstet tradition i Danmark.
Foredraget blev i demokratiets første årtier et vigtigt redskab til udbredelse af folkeoplysning og bidrog både til at demokratiet slog rod i Danmark og ikke mindst, skabe en samhørighed mennesker imellem.
Tiderne har ændret sig, siden Grundtvig skabte den danske tradition for folkeoplysning. Men fortsat lever interessen for den gode historie. Stadigvæk mødes mennesker for at høre den levende fortælling i fællesskab. TV, computere og massekommunikation dominerer vores tid. Men det har ikke formået at fortrænge den levende fortælling. For den bidrager med noget vigtigt, som elektroniske medier ikke kan hamle op med. Fællesskabet og den fælles oplevelse.
Med mine foredrag tager jeg afsæt i vores egen historie. Danmarks historie, Europas historie. Det fælles fundament, der har båret os frem til det samfund vi i dag lever i, det fællesskab vi er en del af.
Historien er ikke kun årstal og kongerækker. Historien er beretningen om levende mennesker, hvordan de satte præg på deres samtid og bidrog til fremtiden.
Som journalist tager jeg udgangspunkt i den gode historie, det dramatiske højdepunkt og bestræber mig på at skabe en levende og spændende historie, med sans for detaljen og fakta. Men aldrig på kompromis med respekten for de mennesker, der skabte historien.
Livet er også til dig, Martin
Historien foregår i 1970’erne, men Martins oplevelser, problemer og følelser er tidløse.
Det er smertefuldt at blive ekskluderet fra flokken og det påvirker ethvert barn det rammer.
For et barn, der bliver mobbet risikerer at være påvirket for livstid.
Mobningen vil, hvis ikke den bliver stoppet, forandre barnets personlighed. Den mobbede skal bære en dæmon i hjertet resten af sit liv.
En dæmon, der vil påvirke relationer til andre mennesker. En dæmon som vil påvirke adfærdsmønstre, valg og ikke mindst fravalg.
Den mobbede skal til evig tid leve med det ubesvarede spørgmål - “Hvilket menneske ville jeg have været, hvis ikke jeg var blevet mobbet?”
De kom til Dachau
Jeg skrev i 1995 bogen “De kom til Dachau” om 361 danske modstandsfolk, der i vinteren 1945 blev deporteret til kz-lejren Dachau ved München. Stuvet sammen i kreaturvogne ventede der en rædselsrejse ned gennem et krigshærget Tyskland, inden de nåede målet. I løbet af få måneder, inden de i april 1945 blev evakueret til Sverige med greve Bernadottes Hvide Busser, gennemlevede de et ufatteligt mareridt, der skulle præge dem hele resten af deres liv. Da de vendte hjem - kvæstede på sjæl og krop - erfarede de hurtigt, at ingen kunne formå at fatte omfanget af de rædsler, de havde været igennem. Derfor valgte de alle tavsheden. En tavshed en håndfuld af dem først brød 50 år senere. Min bog er i dag udsolgt fra forlaget, men historien står stadig tilbage og gør krav på at blive fortalt.
Scavenius og Samarbejdspolitikken
Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Hitlers Tyskland. I løbet af få, dramatiske timer besluttede Stauning-regeringen at samarbejde med besættelsesmagten. Det blev indledningen til en af de mest forkætrede og omdiskuterede perioder i Danmarks historie. For det ramte dybt i den danske folkesjæl, at vi ikke kun overgav os, men ligefrem samarbejdede med besættelsesmagten.
Erik Scavenius, udenrigsminister fra 1940 og statsminister fra november 1942 og frem til den 29. august 1943, skulle blive synonym med Samarbejdspolitikken.
En dreven diplomat og politiker, der holdt Danmark fri af krigens værste følger, men som havde en stil og en fremtoning, der gjorde ham foragtet og afskyet i sin samtid.