Den levende historie.
Det levende ord, historiefortællingen, er en grundlæggende del af den danske, demokratiske tradition. Grundtvig dyrkede det fortalte ord,
den levende fortælling og udviklede en rodfæstet tradition i Danmark.
Foredraget blev i demokratiets første årtier et vigtigt redskab til udbredelse af folkeoplysning og bidrog både til at demokratiet slog rod i Danmark og ikke mindst, skabe en samhørighed mennesker imellem.
Tiderne har ændret sig, siden Grundtvig skabte den danske tradition for folkeoplysning. Men fortsat lever interessen for den gode historie. Stadigvæk mødes mennesker for at høre den levende fortælling i fællesskab. TV, computere og massekommunikation dominerer vores tid. Men det har ikke formået at fortrænge den levende fortælling. For den bidrager med noget vigtigt, som elektroniske medier ikke kan hamle op med. Fællesskabet og den fælles oplevelse.
Med mine foredrag tager jeg afsæt i vores egen historie. Danmarks historie, Europas historie. Det fælles fundament, der har båret os frem til det samfund vi i dag lever i, det fællesskab vi er en del af.
Historien er ikke kun årstal og kongerækker. Historien er beretningen om levende mennesker, hvordan de satte præg på deres samtid og bidrog til fremtiden.
Som journalist tager jeg udgangspunkt i den gode historie, det dramatiske højdepunkt og bestræber mig på at skabe en levende og spændende historie, med sans for detaljen og fakta. Men aldrig på kompromis med respekten for de mennesker, der skabte historien.
Livet er også til dig, Martin
Historien foregår i 1970’erne, men Martins oplevelser, problemer og følelser er tidløse.
Det er smertefuldt at blive ekskluderet fra flokken og det påvirker ethvert barn det rammer.
For et barn, der bliver mobbet risikerer at være påvirket for livstid.
Mobningen vil, hvis ikke den bliver stoppet, forandre barnets personlighed. Den mobbede skal bære en dæmon i hjertet resten af sit liv.
En dæmon, der vil påvirke relationer til andre mennesker. En dæmon som vil påvirke adfærdsmønstre, valg og ikke mindst fravalg.
Den mobbede skal til evig tid leve med det ubesvarede spørgmål - “Hvilket menneske ville jeg have været, hvis ikke jeg var blevet mobbet?”
Huset Stuart - England i splid med sig selv
Det sendte chokbølger gennem Europa, da Oliver Cromwells “Rundhoveder” i 1649 henrettede kong Charles 1. af England. Dermed kulminerede en årelang konflikt mellem prote-stantiske “Rundhoveder” og katolske “Kavallerer”. 1600-tallet var et bitter århundrede for England, hvor protestanter og katolikker kæmpede om magten. Det kulminerede med Oliver Cromwells puritanske styre. Da Charles den 2. i 1659 blev konge, ventede fortsat årtiers bittert religiøst opgør. En periode, hvor det britiske parlament fik stigende politisk indflydelse på bekostning af kongemagten og dermed skabte grundlaget for et parlamentarisk, demokratisk styre, længe før begrebet demokrati overhovedet med den franske revolution i 1789 vandt indpas i resten af Europa. Huset Stuart bragte ustabilitet til England, men også flere danskfødte ægtefæller til Stuart-monarkerne. Både den første Stuart, James den 7. og den sidste, dronning Anne, havde en dansk ægtefælle, der på afgørende vis formåede at sætte et præg på det urohærgede England.
Dronning Victoria - Imperiets Hersker
Blot 19 år gammel besteg Victoria i 1837 den britiske trone efter sin onkel, William 4. I 64 år skulle hun regere det britiske imperium, der i magt og storhed kulminerede netop i hendes regeringstid. Imperiet, hvor solen aldrig gik ned. At det blev hende, der skulle sætte sig på den britiske trone, er en af historiens store tilfældigheder. I 1817 døde prinsesse Charlotte Augusta, datter af den senere George 4., i barselsseng. Imperiet stod uden tronarving, så George 3.s sønner fik travlt med at finde passende ægtefæller. I dette kapløb blev det Victoria, der blev født som arving til imperiet. Men Victorias liv var fyldt med drama og tragedie. I 1861 mistede hun sin forgudede gemal, prins Albert. Resten af sit liv bar hun sorg og hoffet var præget af hendes dystre sind. ”We Are not Amused”, er det mest kendte og meget sigende citat af hende. Hun arrangerede med fast hånd sine ni børns ægteskaber og blev kaldt ”Europas Bedstemor”. Hun ønskede at knytte de europæiske tæt sammen for derved at sikre freden og stabiliteten i Europa. Men hun var uvidende om, at hun bar genet til den blødersygdom, der i 1. Verdenskrigs kaos skulle bidrage til at den verdensorden hun kæmpede for, i sidste ende brød sammen.