Den levende historie.
Det levende ord, historiefortællingen, er en grundlæggende del af den danske, demokratiske tradition. Grundtvig dyrkede det fortalte ord,
den levende fortælling og udviklede en rodfæstet tradition i Danmark.
Foredraget blev i demokratiets første årtier et vigtigt redskab til udbredelse af folkeoplysning og bidrog både til at demokratiet slog rod i Danmark og ikke mindst, skabe en samhørighed mennesker imellem.
Tiderne har ændret sig, siden Grundtvig skabte den danske tradition for folkeoplysning. Men fortsat lever interessen for den gode historie. Stadigvæk mødes mennesker for at høre den levende fortælling i fællesskab. TV, computere og massekommunikation dominerer vores tid. Men det har ikke formået at fortrænge den levende fortælling. For den bidrager med noget vigtigt, som elektroniske medier ikke kan hamle op med. Fællesskabet og den fælles oplevelse.
Med mine foredrag tager jeg afsæt i vores egen historie. Danmarks historie, Europas historie. Det fælles fundament, der har båret os frem til det samfund vi i dag lever i, det fællesskab vi er en del af.
Historien er ikke kun årstal og kongerækker. Historien er beretningen om levende mennesker, hvordan de satte præg på deres samtid og bidrog til fremtiden.
Som journalist tager jeg udgangspunkt i den gode historie, det dramatiske højdepunkt og bestræber mig på at skabe en levende og spændende historie, med sans for detaljen og fakta. Men aldrig på kompromis med respekten for de mennesker, der skabte historien.
Livet er også til dig, Martin
Historien foregår i 1970’erne, men Martins oplevelser, problemer og følelser er tidløse.
Det er smertefuldt at blive ekskluderet fra flokken og det påvirker ethvert barn det rammer.
For et barn, der bliver mobbet risikerer at være påvirket for livstid.
Mobningen vil, hvis ikke den bliver stoppet, forandre barnets personlighed. Den mobbede skal bære en dæmon i hjertet resten af sit liv.
En dæmon, der vil påvirke relationer til andre mennesker. En dæmon som vil påvirke adfærdsmønstre, valg og ikke mindst fravalg.
Den mobbede skal til evig tid leve med det ubesvarede spørgmål - “Hvilket menneske ville jeg have været, hvis ikke jeg var blevet mobbet?”
Dagmar - den danske kejserinde
Den 9. november 1866 blev prinsesse Dagmar, datter af Danmarks kong Christian den 9. viet til den russiske tronarving Alexander Romanov, der regerede det uroplagede rige i perioden 1881-1894.
Dagmar var populær blandt russerne, men hun formåede ikke at påvirke hverken sin gemal eller sin søn, zar Nicolai, der overtog tronen i 1894. Hans manglende statsmandskunst fik katastrofale følger. Med udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 var Romanov-dynastiets skæbne beseglet. I 1917 brød den russiske revolution ud. Zarfamilien led en grusom og uværdig død i byen Jekatarinburg i 1918.
Dagmar og hendes døtre, med familier, undslap med nød og næppe fra Rusland i 1919 og nåede i sikkerhed i Danmark, hvor hun levede til sin død i 1928.
Hun blev stedt til hvile i Roskilde Domkirke. Først i 2005 blev det muligt at føre hendes båre til Skt. Petersborg, hvor hun blev genbegravet ved siden af sin gemal og resten af sin familie.
Balkans vaklende troner
Den senere Christian 9. syntes det var en rigtig dårlig idé, da Europas stor-magter i 1863 pegede på hans 17-årige søn, Vilhelm, som ny konge af Grækenland. Men som George 1. blev den danske prins en succes som konge. Men i de følgende generationer skulle hans børn, børnebørn og oldebørn op-dage, at den græske trone var usædvanlig ustabil. Den græske kongefamilie blev gift ind i både det rumænske og det serbiske kongehus. Men som det eneste Balkan-monarki overlevede det græske kongedømme 2. Verdenskrig. For 50 år siden, i 1964, blev den unge Konstantin konge af Grækenland. Samme år giftede han sig med danske prinsesse Anne Marie, begge efterkommere af Europas Svigerfar, Christian 9. Alt tegnede til en lykkelig kongegerning, lige indtil en gruppe oberster i 1967 gennemførte et militærkup og kongefamilien måtte flygte i eksil. I 1974 afskaffede Grækenland formelt monarkiet. Konstantin og Anne Marie blev det sidste kapitel i en moderne græsk tragedie.