Den 10. juli 1920 overskred Christian d. X den gamle grænse mellem Danmark og Tyskland. 

Siddende på en hvid hest gjorde han sit indtog i det genvundne Sønderjylland. Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig gjorde det muligt at genvinde en del af det land, der gik tabt i 1864.

De første år efter genforeningen var dramatiske. Hitlers magtovertagelse i 1933 skabte frygt for at tyskerne ville kræve Sønderjylland tilbage, hvilket i 1930’erne i dramatisk grad påvirkede dansk udenrigspolitik og var en væsentlig årsag til Samarbejdspolitikken under Tysklands besættelse af Danmark.

Med Bonn-erklæringen den 29. marts 1955 fandt Danmark og Tyskland vej til et samarbejde i grænselandet, der varetog de nationale mindretal på begge sider af grænsen.

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Hitlers Tyskland. I løbet af få, dramatiske timer besluttede Stauning-regeringen at samarbejde med besættelsesmagten. Det blev indledningen til en af de mest forkætrede og omdiskuterede perioder i Danmarks historie. For det ramte dybt i den danske folkesjæl, at vi ikke kun overgav os, men ligefrem samarbejdede med besættelsesmagten.

Erik Scavenius, udenrigsminister fra 1940 og statsminister fra november 1942 og frem til den 29. august 1943, skulle blive synonym med Samarbejdspolitikken. 

En dreven diplomat og politiker, der holdt Danmark fri af krigens værste følger, men som havde en stil og en fremtoning, der gjorde ham foragtet og afskyet i sin samtid.

Da Winston Churchill i maj 1940 blev britisk premierminister, stod landet i en af sine alvorligste kriser nogensinde. 2. Verdenskrig var brudt ud og Hitlers sejrrige tropper fejede over det europæiske kontinent. Med viljestyrke og veltalenhed forstod Churchill at holde moralen oppe hos sine landsmænd og formåede dem at holde stand mod tyskerne. Lige så dramatisk hans regeringstid blev, lige så omtumlet havde hans liv været. Som ung drog han på eventyr i det britiske imperium, hvor han blandt andet kæmpede i den sydafrikanske Boerkrig. Han blev i 1900 valgt til det britiske parlament og var marineminister under 1. Verdenskrig. Det katastrofale nederlag ved Gallipoli i 1915 kostede ham ministertitlen og alle troede, at han var en færdig mand i engelsk politik. Men da endnu en verdenskrig truede skulle han rejse sig og vise sig som en af de største statsmænd i Europas historie.

Ved afslutningen af 1. Verdenskrig blev korporal Adolf Hitler hjemsendt, som en af tusindvis af soldater, der havde kæmpet i den blodige skyttegravskrig. Adolf Hitler var en bitter og desillusioneret mand, der kun havde foragt til overs for de politikere, der havde afsluttet krigen og - i hans øjne - forrådt Tyskland. I det politiske og økonomiske kaos, der prægede Weimar-republikken, fandt Adolf Hitler sin politiske bane på den yderste, nationalistiske højrefløj. Han fandt sammen med personer, der var lige så forbitrede og desillusionerede som han selv og sammen skabte de Nationalsocialismen. I 1933 blev Adolf Hitler regeringschef i Tyskland. Vejen var banet for vejen til 2. Verdenskrig og med den, den største katastrofe, menneskeheden nogensinde har påført sig selv. Hitlers vej til magten er beretningen en utrolig skæbne og et katastrofalt sammenstød af tilfældigheder, der skulle sende millioner af mennesker i døden i 2. Verdenskrigs kaos og Holocausts ufattelige mareridt.

Jeg skrev i 1995 bogen “De kom til Dachau” om 361 danske modstandsfolk, der i vinteren 1945 blev deporteret til kz-lejren Dachau ved München. Stuvet sammen i kreaturvogne ventede der en rædselsrejse ned gennem et krigshærget Tyskland, inden de nåede målet. I løbet af få måneder, inden de i april 1945 blev evakueret til Sverige med greve Bernadottes Hvide Busser, gennemlevede de et ufatteligt mareridt, der skulle præge dem hele resten af deres liv. Da de vendte hjem - kvæstede på sjæl og krop - erfarede de hurtigt, at ingen kunne formå at fatte omfanget af de rædsler, de havde været igennem. Derfor valgte de alle tavsheden. En tavshed en håndfuld af dem først brød 50 år senere. Min bog er i dag udsolgt fra forlaget, men historien står stadig tilbage og gør krav på at blive fortalt.

Da tyskerne i oktober 1943 slog til mod de danske jøder, lykkedes det hovedparten at undslippe til Sverige. Men 481 blev pågrebet og sendt til Theresienstadt i Böhmen. Med afsæt i deres oplevelser, fortælles historien om “Mønster-lejren”, Hitlers grusomme alibi for en “human” behandling af Europas jøder. Mens krematorierne arbejdede på højtryk i Ausschwitz, blev Røde Kors og den frie verden ført bag lyset i et af historiens mest bizarre svindelnumre. Der var ingen krematorier i Theresienstadt, men fangerne oplevede sult, mishandling og undertrykkelse - akkurat som i Hitlers øvrige dødslejre. På tragisk vis misbruges Theresienstadt i dag af regimer og personer, der af ideologiske eller af religiøse årsager har en uværdig interesse i at fornægte, at Holocaust overhovedet fandt sted.