”Europas Svigerforældre” - Christian den 9. og dronning Louise, fik i 1800-tallet placeret fire af deres seks børn strategisk på Europas troner. Alexandra blev Storbritanniens dronning, Dagmar blev zarina i Rusland, Vilhelm blev Grækenlands konge og Thyra hertuginde af Cumberland. Kun sønnerne Frederik og Valdemar blev hjemme i Danmark.

Frederik, og især hans svenskfødte hustru, Lovisa, havde et anstrengt forhold til resten af den store, internationale familie. Han måtte vente i 63 lange år på at blive Danmarks konge - så var han det kun i seks år. Han ville så gerne have sat præg på sin tid, men tiden var ligesom imod ham. Valdemar sagde nej til tre troner. Hverken Bulgarien, Albanien eller Portugal fristede. Det gjorde derimod en frimodig fransk prinsesse og en karriere i det danske søværn. Hans liv var uden den pomp og pragt der kom hans søskende til del. Til gengæld et lykkeligt og godt liv med sin familie.

1700-tallet var de store tankers århundrede. Mens enevælden var på sit højeste og kongernes magt var ubegrænset, blev de tanker udviklet, som skulle bane vej for folkestyre og demokrati.

Årene 1720 - 1807 er den længste fredsperiode i Danmarks historie. Danmark blev i disse år styret af tre meget specielle konger. Den pietistiske Christian d. 6. indførte stavnsbånd og kirketvang, men lagde også de første frø til vor tids velfærdssamfund. Den fordrukne Frederik d. 5. overlod styret til nogle af de dygtigste embedsmænd Danmark nogensinde har haft, der opbyggede en statsadministration, som reelt stadig eksisterer. Den psykisk syge Christian d. 7. lod sin livlæge, Struensee, eksperimentere med de frihedsrettigheder, vi i dag tager for givet.

Danmark oplevede på en og samme tid ubeskrivelig fattigdom og uhørt rigdom. Et århundrede, der på godt og ondt skulle bane vej for, at Danmark i dag er et frit og velstående samfund.

Foto:
Adam Gottlob Moltke var en af 1700-tallets mest magtfulde embedsmænd. Hans magt og indflydelse kulminerede under den svage Frederik d. 5. Moltke sikrede umådelig rigdom til både Danmark og til sig selv. En formue, han investerede i det smukke Bregentved Gods ved Haslev.

Den 30. oktober 1536 erklærede kong Christian 3. det danske kongerige for evangelisk-luthersk. Dermed brød han med den katolske kirke og Reformationen vr formelt gennemført i Danmark. Vejen dertil havde været både dramatisk og blodig. Under Frederik 1. at det blev tilladt tilhængere af Martin Luther at prædike i Danmark. Da kongen døde i 1533 modsatte de katolske biskopper sig, at sønnen Christian blev ny konge, fordi han støttede Luther. Det udløste en blodig borgerkrig - Grevens Fejde - den sidste krig i Danmark om tronen. For i kulissen lurede den i 1523 afsatte konge, Christian 2. Med taktisk snilde lykkedes det Christian at bekæmpe både den afsatte konges tilhængere og de katolske biskopper, så han kunne sætte sig på tronen i et nu protestantisk kongerige.

Frederik 2. - 1534-1559-1588 - udviste en magtdemonstration af dimensioner, da han i årene 1574-84 renoverede og udbyggede det gamle borganlæg i Helsingør. Krogen” blev til Kronborg, et af Europas mest stårslåede fæstningsanlæg. Frederik 2. demonstrerede dermed, at han var den mægtigste hersker i Norden. Den ære vandt han dog først, med udnævnelsen af Peder Oxe til rigshovmester. Efter et uheldigt krigstogt mod arvefjenden Sverige, bragte Peder Oxe statens finanser på højkant ved at tredoble Øresundstolden. Derved kunne kongen føre et passende hof, som et af de førende i Europa. Et hof, hvor ikke mindst William Shakespeares teatertrup var hyppige gæster. Frederik 2. var tæt knyttet til Englands dronning Elizabeth 1. Sammen dannede de en stærk protestantisk alliance i et Europa, hvor det var de katolske stormagter, der dominerede.

Frederik 3. - 1609-1648-1670 - måtte ved sin tronbestigelse acceptere en usædvanlig barsk håndfæstning der reelt kun gjorde ham til konge af navn. Faderen, Christian 4., havde kostet Danmark dyrt, økonomisk og militært. Det ville adelen ikke risikere en gang til med sønnen. I sine første 10 år på tronen hengav han sig til religiøse og naturvidenskabelige studier. Men i 1558 blev Danmark kastet ud i den dramatiske krig mod svenskerne, der kostede Danmark både Skåne, Halland og Blekinge. Den katastrofale Roskilde-fred var tæt på at koste Danmark sin selvstændighed. Men da svenskerne, efter at være gået over det tilfrosne Storebælt, nu truede København, vandt kongen stor støtte og sympati i befolkningen, da han erklærede, at “Jeg vil dø i min rede”. I 1660 gennemførte han et regulært statskup og indførte den fransk-inspirerede Enevælde. Med et slag blev den danske konge “Guds udvalgte” i kongeriget og enerådende i sin magtudøvelse. I med- og modspil med markante personligheder som Hannibal Sehested, Peder Schumacher Griffenfeld, Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine, blev Frederik 3. hovedpersonen i et af Danmarkshistoriens mest dramatiske og spændende kapitler.

Frederik 4. - 1670-1699-1730 - var Danmarks første monark, født til at være enevældig. Da han blev konge lå det i luften, at hans største opgave var at generobre Skåne. Det var tæt på at lykkes, men i det afgørende øjeblik tabte han fokus og foretrak årelange rejser i Europa. Undervejs mødte han de kvinder, han skulle dele sit liv med. I 1695 indgik han et ulykkelig ægteskab med Louise af Mecklenburg-Güstrow. To gange lod han sig vie til venstre hånd, senest i 1712, til Anne Sophie Rewentlow, der i 1721 blev hans dronning. Frederik 4. vandt ikke Skåne tilbage, men han fik stoppet århundreders strid med Sverige. Derved vandt han stor folkelig popularitet. Han anses, trods åbenlyse fejltagelser, for at være den bedst begavede af de danske Enevoldskonger.

Christian 6. - 1699-1730-1746 - var strengt religiøs, stærkt påvirket af pietismen. Få danske konger har været så upopulære i sin samtid som han. Nok blev han den første konge, der ikke førte Danmark i krig. Men han påtvang sine undersåtter sin egen strenge religiøsitet - Pietismen. En alvorlig økonomisk krise plagede Danmark i hans første regeringsår. Derfor indførte han i 1733 Stavnsbåndet for at fastholde arbejdskraften på landet.. I 1735 indførte han kirketvang og konfirmation. Trods krise gennemførte han flere ødsle byggerier, herunder det første Christiansborg. Men han indførte også skolepligt for alle og tog de første skridt til et socialvæsen, der skulle tage sig af samfundets svageste. Upopulær, men på sin egen facon en fremsynet konge.

Christian 7. - 1749-1766-1808 - er en af de mest tragiske skæbner i Danmarks historie. Som ung udviklede han den sindssygdom, der formørkede hans sind og gjorde ham aldeles uskikket til sin kongegerning. Ved hoffede herskede intriger, jalousi og magtbegær, der udviklede sig uhæmmet under den syge konge. I 1768 blev den holstenske læge, Struensee, ansat som læge for kongen. Det blev indledningen til et af de mest dramatiske og utrolige kapitler i Danmarks historie. I 1770-7171 regerede Struensee enevældigt og gennemførte stribevis af reformer, der gjorde op med det enevældige system. Samtidig havde han helt åbentlyst et forhold til dronning Caroline Mathilde. I 1772 blev Struensee afsat og henrettet, dronningen blev sendt i eksil og andre greb magten og styrede Danmark i den syge konges navn.

Frederik 6. - 1768-1808-1839. I 1784 greb den kun 16-årige Frederik magten ved et statskup. Frem til 1808 regerede han Danmark som prinsregent på sin syge fader, Christian 7.’s vegne. I 1788 afskaffede han det forhadte Stavnsbånd og sikrede sig definitivt befolkningens respekt og kærlighed. Den fik han brug for, da en fejlslagen udenrigspolitik i 1807 førte til englændernes bombardement af København og dermed sendte Danmark i armene på Napoleon Bonaparte. Det førte til statsbankerot i 1813 og tabet af Norge i 1814. Trods alle disse ulykker nød Frederik en helt usædvanlig popularitet, der i en tid, hvor revolution og krig hærgede Europa, definitivt var med til at sikre kongedømmet i Danmark.

Det var en skandale, der rystede både kongehus og borgerskab, da Frederik 7. i 1850 giftede sig med den tidligere balletdansker og modehandlerske, Louise Rasmussen. Som kongens hustru til venstre hånd fik hun titlen lensgrevinde Danner til Samsø. I daglig tale, grevinde Danner. I sin samtid stod hun mål for en næsten ubærlig hån, spot og foragt. Datidens borgerskab havde slet ikke blik for, at grevinde Danner måske var det bedste, der var sket for den uskikkede, men folkelige Frederik 7. For hun forstod bedre end de fleste, hvad det skulle til for at bringe Danmark ud af enevælden og ind i det nye, demokratiske system. Samtidig havde hun et blik for samfundets svageste, der skulle danne forbillede helt frem til vore dage. Grevinde Danner var ikke den eneste ”skandaløse” kvinde ved det danske hof i 1800-tallet. Også Frederik 7.s far, Christian 8., bragte en furie til hoffet, Frederikke Charlotte af Mecklenburg-Schwerin, der først betog den senere konge med sig flagrende væsen, og siden bedrog ham med sin sanglærer. Mellem Frederikke Charlotte og grevinde Danner stod yderligere tre kongelige hustruer, som nok fortjener at blive husket.

I 1863 besteg Christian 9. og dronning Louise den danske trone som det første kongepar af huset Glücksburg. I en usikker tid, hvor mange europæiske troner vaklede, formåede det danske kongepar med enestående dynastisk sans at få deres børn gift ind nogle af Europas førende fyrstehuse. I dag, 150 år senere, er Christian 9. stamfader til seks af Europas sidste otte monarkier. Han er med rette blevet kaldt “Europas Svigerfar”. At han overhovedet kom i betragtning som dansk konge i 1863 hører til en af historiens mest utrolige tilfældigheder. Den sønneløse Frederik 6. havde et godt øje til sin hustrus yngre søster og hendes store børneflok. Især den tredjeældste søn, Christian, gjorde et godt indtryk på den gamle konge. Faktisk så godt, at han i 1852 officielt blev udpeget til dansk tronfølger. Et valg, der skulle vise sig, at få afgørende betydning for monarkiets overlevelse helt op til vores tid.

Den 9. november 1866 blev prinsesse Dagmar, datter af Danmarks kong Christian den 9. viet til den russiske tronarving Alexander Romanov, der regerede det uroplagede rige i perioden 1881-1894.

Dagmar var populær blandt russerne, men hun formåede ikke at påvirke hverken sin gemal eller sin søn, zar Nicolai, der overtog tronen i 1894. Hans manglende statsmandskunst fik katastrofale følger. Med udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 var Romanov-dynastiets skæbne beseglet. I 1917 brød den russiske revolution ud. Zarfamilien led en grusom og uværdig død i byen Jekatarinburg i 1918.

Dagmar og hendes døtre, med familier, undslap med nød og næppe fra Rusland i 1919 og nåede i sikkerhed i Danmark, hvor hun levede til sin død i 1928.

Hun blev stedt til hvile i Roskilde Domkirke. Først i 2005 blev det muligt at føre hendes båre til Skt. Petersborg, hvor hun blev genbegravet ved siden af sin gemal og resten af sin familie.

Den senere Christian 9. syntes det var en rigtig dårlig idé, da Europas stor-magter i 1863 pegede på hans 17-årige søn, Vilhelm, som ny konge af Grækenland. Men som George 1. blev den danske prins en succes som konge. Men i de følgende generationer skulle hans børn, børnebørn og oldebørn op-dage, at den græske trone var usædvanlig ustabil. Den græske kongefamilie blev gift ind i både det rumænske og det serbiske kongehus. Men som det eneste Balkan-monarki overlevede det græske kongedømme 2. Verdenskrig. For 50 år siden, i 1964, blev den unge Konstantin konge af Grækenland. Samme år giftede han sig med danske prinsesse Anne Marie, begge efterkommere af Europas Svigerfar, Christian 9. Alt tegnede til en lykkelig kongegerning, lige indtil en gruppe oberster i 1967 gennemførte et militærkup og kongefamilien måtte flygte i eksil. I 1974 afskaffede Grækenland formelt monarkiet. Konstantin og Anne Marie blev det sidste kapitel i en moderne græsk tragedie.