I den sene Middelalder opstod en næsten uløselig strid mellem England og Frankrig. Ved arv og ægteskab var den engelske konge hertug over halvdelen af Frankrig, så hvem havde overhøjheden? En strid der skulle udløse den såkaldte 100 års-krig fra 1337 til 1453. Efter slaget ved Agincourt i 1415 beherskede den engelske kong Henry 5. stort set hele Frankrig. Men i 1429 kom en kun 19-årige bonde-pige, Jean D’Arc den franske konge til undsætning. Et truende nederlag blev vendt til en fuldstændig fransk sejr i en af Middelalderens længste og mest myte-omspundne krige. Nederlaget udløste en bitter fejde i England mellem huset Lancaster og huset York. Begge familier mente at have førsteret til tronen. Striden kastede England ud i et kaos, der i kulminerede i 1480, da barnekongen Edward 5. omkom på mystisk vis. Ny konge blev hans onkel, Richard 3. Det kastede landet ud i endnu en voldsom borgerkrig, der i 1485 kulminerede, da Henry 7. af huset Tudor, erobrede tronen.

Det sendte chokbølger gennem Europa, da Oliver Cromwells “Rundhoveder” i 1649 henrettede kong Charles 1. af England. Dermed kulminerede en årelang konflikt mellem prote-stantiske “Rundhoveder” og katolske “Kavallerer”. 1600-tallet var et bitter århundrede for England, hvor protestanter og katolikker kæmpede om magten. Det kulminerede med Oliver Cromwells puritanske styre. Da Charles den 2. i 1659 blev konge, ventede fortsat årtiers bittert religiøst opgør. En periode, hvor det britiske parlament fik stigende politisk indflydelse på bekostning af kongemagten og dermed skabte grundlaget for et parlamentarisk, demokratisk styre, længe før begrebet demokrati overhovedet med den franske revolution i 1789 vandt indpas i resten af Europa. Huset Stuart bragte ustabilitet til England, men også flere danskfødte ægtefæller til Stuart-monarkerne. Både den første Stuart, James den 7. og den sidste, dronning Anne, havde en dansk ægtefælle, der på afgørende vis formåede at sætte et præg på det urohærgede England.

I sin 38 år lange regeringstid lod Henry d. 8. seks kvinder føre til brudeskamlen. To hustruer lod han sig skille fra, to blev henrettet, en døde i barselsseng, mens han ved sin død i 1547 blev efterlevet af den sjette. Undervejs kastede han England ud i den ene store krise efter den anden. For at kunne blive skilt fra sin første hustru brød han med den romersk-katolske kirke. Derved blev England lagt for had i det overvejende katolske, men på den tid, refomationshærgede Europa. I sine bestræbelser for at få en søn skabte han intetanende grundlaget for Det Britiske Imperium. Efter ham fulgte den største af alle engelske monarker.

Hun skulle have været en dreng. Hendes mor, Anne Boleyn, endte på skafottet, fordi hun ikke kunne føde Henry d. 8. en søn. Men i et urohærget England og i skyggen af sin søster, Maria den Blodige, udviklede Elizabeth de politiske og diplomatiske færdigheder, der gjorde hende i stand til at sætte sig op imod Den Spanske Armada, verdens største flåde for datidens mægtigste land, Spanien. Med den skotske dronning Maria Stuart og Jarlen af Bothwell som “skakbrikker” spillede Elizabeth et spil, hvor belønningen skulle blive magt og den storhed alle monarker drømmer om, men som kun de færreste opnår.

Blot 19 år gammel besteg Victoria i 1837 den britiske trone efter sin onkel, William 4. I 64 år skulle hun regere det britiske imperium, der i magt og storhed kulminerede netop i hendes regeringstid. Imperiet, hvor solen aldrig gik ned. At det blev hende, der skulle sætte sig på den britiske trone, er en af historiens store tilfældigheder. I 1817 døde prinsesse Charlotte Augusta, datter af den senere George 4., i barselsseng. Imperiet stod uden tronarving, så George 3.s sønner fik travlt med at finde passende ægtefæller. I dette kapløb blev det Victoria, der blev født som arving til imperiet. Men Victorias liv var fyldt med drama og tragedie. I 1861 mistede hun sin forgudede gemal, prins Albert. Resten af sit liv bar hun sorg og hoffet var præget af hendes dystre sind. ”We Are not Amused”, er det mest kendte og meget sigende citat af hende. Hun arrangerede med fast hånd sine ni børns ægteskaber og blev kaldt ”Europas Bedstemor”. Hun ønskede at knytte de europæiske tæt sammen for derved at sikre freden og stabiliteten i Europa. Men hun var uvidende om, at hun bar genet til den blødersygdom, der i 1. Verdenskrigs kaos skulle bidrage til at den verdensorden hun kæmpede for, i sidste ende brød sammen.